FAGBLAD: Datagraf har lavet ny grafisk identitet til Kiropraktoren. Dansk Kiropraktor Forening kalder det nye udtryk ’mere markant og proaktivt’.
”Vi har givet Kiropraktoren et visuelt løft med enkle, let kølige og moderne linjer, der afspejler faglighed og seriøsitet,” fortæller konceptudvikler Birgit Skjoldborg Buhr fra Datagraf.
Relanceringen af Kiropraktoren er en del af en større strategi for medlemskommunikationen, hvor den faglige profil skal styrkes. Der er skabt en god balance mellem de længere forskningsartikler og blødere genrer som medlemsportrættet og klummen.
”Vores medlemsblad har fået et mere markant, proaktivt udtryk, som understøtter vores politiske strategier. Det konsekvente grafiske koncept præsenterer artiklerne sagligt på en måde, hvor det stadig er en oplevelse at bladre fra side til side,” siger Tanja Skov Carlsen, konsulent i Dansk Kiropraktor Forening.
Hun fremhæver også genremixet gennem bladet og de mange nye indgange til stoffet. F.eks. en læse-let-udgave af forskningsartikler, faktastof, billedtekster og illustrationer. Datagraf står for den løbende grafiske produktion af Kiropraktoren og arbejder tæt sammen med Dansk Kiropraktor Forening om udtrykket i hvert nummer.
”Samarbejdet med Datagrafs dygtige grafikere er rigtigt godt og meget inspirerende. Vi oplever stort engagement og seriøsitet og har en rigtig god dialog,” siger Tanja Skov Carlsen.